I sin vinterferie stod chefen for udviklings- og fondssamarbejde i Børns Vilkår Steffen Raun Fjordside på skibakken og ventede på sin familie, da hans telefon ringede. Nummeret var ikke blandt de indkodede i Steffen Raun Fjordsides telefon, men alligevel valgte han at tage den.
I røret var John Vincensen, der er bestyrelsesmedlem i både den erhvervsdrivende fond OJD Fonden og Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond samt administrerende direktør i virksomheden OJD Trading, der er ejet af erhvervsfonden.
Og når Børns Vilkår, der har som defineret målsætning at kæmpe for, at intet barn i Danmark svigtes, nu kan fortælle om organisationens hidtil største fondsbevilling, kan der trækkes en direkte tråd til telefonsamtalen i vinterferien.
Fondsbevillingen, som Børns Vilkår har fået, er på 100 millioner kroner og indbefatter et partnerskab parterne imellem i 10 år. Donationen kommer fra OJD Fondene, det vil sige OJD Fonden og Annie og Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond, men ikke den tredje fond i fondsfamilien, OJD Byggefonden.
100 millioner kroner er den største enkeltstående fondsbevilling, Børns Vilkår nogensinde har fået, og første gang, vi har fået lovning på et trecifret millionbeløb
Steffen Raun Fjordside – Chef for udviklings- og fondssamarbejde, Børns Vilkår
Pengene fordeles på to forskellige indsatser for udsatte børn og unge.
”100 millioner kroner er den største enkeltstående fondsbevilling, Børns Vilkår nogensinde har fået, og første gang, vi har fået lovning på et trecifret millionbeløb. Indtil denne bevilling var det femårige partnerskab på 54 millioner kroner, som vi har haft med Trygfonden, Børns Vilkårs økonomisk største fondssamarbejde,” siger Steffen Raun Fjordside.
Ifølge Steffen Raun Fjordside mundede telefonsamtalen tilbage i februar ud i, at der blev aftalt et møde med John Vincensen.
”Her havde vi en god snak om, hvad vi kunne arbejde sammen om i forhold til at forbedre vilkårene for børn i det danske samfund. Vi var enige om, at det gerne måtte være langsigtet, gå i dybden i et mere snævert geografisk område og skulle have en målbar effekt. Vi aftalte, at Børns Vilkår skulle komme med forslag til indsatser, som vi kunne mødes om. To indsatsbeskrivelser blev udvalgt til yderligere kvalificering, og senere vendte John Vincensen så tilbage og sagde, at de gerne ville støtte de to forslag med i alt 100 millioner kroner,” fortæller Steffen Raun Fjordside.
Vil samarbejde med seks kommuner
Børns Vilkår skal anvende den ene halvdel af de 100 millioner kroner på en indsats med navnet ’It takes a village’, som skal styrke børn og unges trivsel i tre pilotkommuner. Ambitionen er at afprøve og evaluere en række indsatser inden for fire spor: ’Kvalitetsløft i dagtilbud’, ’skoler og ungdomsuddannelser’, ’myndighedsarbejde og overgange, forældre, netværk og lokalsamfund’ samt ’strukturelle og politiske rammevilkår’.
Den anden halvdel af fondsbevillingen går til en indsats for nuværende og tidligere anbragte unge under navnet ’Vejen til en tryg fremtid i egen bolig’. Formålet er blandt andet at give tidligere anbragte lige så gode muligheder for at klare sig i voksenlivet som deres jævnaldrende.
Indsatsen har tre spor, hvor det første skal understøtte, at tidligere anbragte unge får en stabil boligsituation og økonomi til at bo, leve, uddanne sig og have en aktiv fritid. Det andet spor har fokus på, at de unge har et støttende netværk omkring sig. Endelig er der et tredje spor, hvor de unge bliver hjulpet til at få indsigt i deres muligheder og får en tro på fremtiden.
Ifølge Steffen Raun Fjordside vil Børns Vilkår indlede samarbejder med seks kommuner i alt: Tre til projektet om at styrke børn og unges psykiske trivsel og tre til projektet om nuværende og tidligere anbragte unge.
”Indtil videre har vi haft møder med én kommune i Storkøbenhavn som potentiel samarbejdspartner til projektet om mistrivsel, og jeg håber, vi finder de sidste to kommuner – også fra storkøbenhavnsområdet – inden årsskiftet. Og vi satser på i løbet af første eller senest andet kvartal næste år at have fundet tre kommuner fordelt over hele landet at samarbejde med om anbringelsesprojektet,” siger Steffen Raun Fjordside.
Første gang med 10-årigt samarbejde
Børns Vilkårs chef for udviklings- og fondssamarbejde mener, at det giver helt ekstraordinært gode muligheder, at der er tale om et 10-årigt partnerskab.
”Det betyder sindssygt meget for en organisation som vores, at vi kan have et 10-årigt perspektiv på vores arbejde med at skabe sociale forandringer. Det betyder, at vi kan opstille nogle endnu mere ambitiøse mål og forventninger, end vi plejer. Vi satser virkelig på, at vi i løbet af den 10-årige periode får meget mere viden om, hvorfor børn og unge mistrives og om anbragte unges overgang til at bo i egen bolig og får skabt indsatser med egentlig effekt. Det er viden, som også kan blive spredt ud til andre kommuner,” siger han.
Det betyder sindssygt meget for en organisation som vores, at vi kan have et 10-årigt perspektiv på vores arbejde med at skabe sociale forandringer
Steffen Raun Fjordside – Chef for udviklings- og fondssamarbejde, Børns Vilkår
Det er første gang, Børns Vilkår har indgået en så langvarig samarbejdsaftale med en fond.
”Vi har en række gode fondssamarbejder, og hidtil har vores partnerskaber med Trygfonden og Egmont Fonden, som begge har været på fem år ad gangen, været de længste. De har med forskellige temaer kørt i henholdsvis tre gange fem og to gange fem år, men vi har aldrig før oplevet en fond, som i ét hug har garanteret støtte i 10 år,” siger Steffen Raun Fjordside.
Udtaler sig ikke om donationer
Fundats ville gerne have spurgt OJD Fondene, hvad årsagen er til, at de har valgt at støtte netop Børns Vilkår med så stort et beløb.
Men ifølge Ole Hallas-Pind, der er fondssekretær i Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde, har fondene besluttet som udgangspunkt aldrig at udtale sig offentligt om de donationer, der bliver givet.
”Det, der skal fylde, er ikke vores fonde og vores historie – vi vil langt hellere have, at modtagerne af pengene fortæller om deres brug af donationerne og om de ting, som pengene muliggør. Også i dette tilfælde er det vigtigt for os, at der kastes lys på formålet med projekterne, og det er Børns Vilkår bedst til,” siger Ole Hallas-Pind.
82-årige Annie Detlefs er formand for såvel OJD Fonden som OJD Trading, OJD Byggefonden og Annie & Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond.
OJD Fonden uddelte i seneste regnskabsår, 1. juli 2022 til 30. juni 2023, i alt 118,7 millioner kroner. Alle donationer og tilsagn fra OJD Fonden er foretaget sammen med Annie og Otto Johs. Detlefs’ Almennyttige Fond.